Syn og skøn blev afholdt med det formål at belyse om rekvirentens stutteriaktiviteter bedømt ud fra en teknisk landbrugsfaglig målestok var drevet sædvanligt og forsvarligt, samt om driften af stutteriaktiviteter kunne anses for erhvervsmæssig.

I forbindelse med afgørelse om sagsomkostninger vurderede Retten i Lyngby, at således som sagen var oplyst for retten, fandt retten at det ikke var muligt at tage stilling til, hvem af sagens parter der måtte anses for at have fået medhold ved skønsmændenes besvarelse af skønstemaet og de supplerende spørgsmål, samt ved skønsmændenes forklaring under afhjemlingen.

Retten bestemte derfor, at sagens parter hver skulle betale halvdelen af omkostningerne til skønsmændenes honorar samt udgifter til transskription af afhjemling af skønsmændene, og ophævede i øvrigt sagens omkostninger.

Skattestyrelsen kærede Retten i Lyngbys kendelse om sagsomkostninger til Østre Landsret med påstand om, at Skattestyrelsen på baggrund af bevisoptagelsen resultat, måtte anses som den part der har fået medhold i forhold til resultatet af bevisførelsen.

Landsretten fandt, at indholdet af skønserklæringerne og afhjemlingen af skønsmændene må anses for at støtte Skatteforvaltningens synspunkt om, stutteriaktiviteten skal anses for ikke-erhvervsmæssig i skattemæssig henseende. Herefter fandt landsretten, at der ikke var grundlag for at pålægge Skatteforvaltningen at betale omkostningerne ved bevisoptagelsen.

Landsretten tager derfor Skatteforvaltningens påstand til følge, og ændrede byrettens kendelse, således at rekvirenten alene skulle betale omkostningerne ved bevisoptagelsen.

Denne vejledning anvendes til beskrivelse af feltnumre i forbindelse med angivelse af PAL-skat efter PAL § 21. Vejledningen gælder både ved ordinære angivelser og ved korrektionsangivelser vedrørende samtlige institutter omfattet af PAL § 21, uanset hvilken skattepligtsbestemmelse instituttet er omfattet af.

Spørger var en forening, som primært havde fagforeningsmæssige aktiviteter, idet Spørger repræsenterede sine underliggende kredsforeningers medlemmer over for deres arbejdsgivere. Medlemmer af Spørger var et antal kredsforeninger, hvori arbejdstagerne var medlemmer. Spørger leverede mod betaling af et samdriftskontingent en række administrationsydelser til kredsforeningerne.

Skatterådet fandt, at en del af Spørgers ydelser til kredsforeningerne kunne omfattes af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 4, som omhandler kontingenter til almennyttige foreninger. Der blev herved henset til, at ydelserne måtte anses for leveret i nær tilknytning til Spørgers fagforeningsmæssige formål.

Ingen af ydelserne kunne derimod omfattes af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, som momsfritager leveringer foretaget af selvstændige grupper, idet prisen på ydelserne ikke svarede til det reelle ressourcetræk, som medgik til de konkrete ydelser, som de enkelte kredsforeninger modtog fra Spørger.

De resterende ydelser kunne derimod omfattes af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 21, idet Spørger var en almennyttig forening omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 4.

Samlet set bekræftede Skatterådet derfor, at alle Spørgers ydelser til kredsforeningerne var momsfritagne.

Sagen angik bl.a., om SKAT’s afgørelse var ugyldig, idet den afgiftspligtige ikke forud for afsigelsen af afgørelsen havde deltaget i et møde med SKAT på trods af anmodninger herom. Retten bemærkede, at grundlaget for rettens prøvelse var Landsskatterettens afgørelse, og at der ikke var sket sagsbehandlingsfejl ved Landsskatterettens behandling af sagen. 

Derudover angik sagen, om der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse. Den afgiftspligtige gjorde gældende, at han alene havde handlet simpelt uagtsomt ved at angive for lidt i momstilsvar. Retten fandt, at den afgiftspligtige set i lyset af hans uddannelses- og arbejdsmæssige baggrund som revisor, og idet der ved overtrædelse af momslovgivningen efter praksis anlægges en skærpet uagtsomhedsvurdering, havde handlet groft uagtsomt, og at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, dermed var opfyldt. 

På denne baggrund blev Skatteministeriet frifundet. 

Sagen angik tilbagekaldelse af en tilladelse til skattefri omstrukturering af en familiejet koncern, hvor far og søn, efter omstruktureringen, ejede hver sit holdingselskab. Skattemyndighederne havde givet tilladelse til omstruktureringen efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven § 36, stk. 1 og 2, og fusionsskattelovens §§ 15 a og 15 b.

Skatteministeriet var blevet frifundet i byretten.

Landsretten fandt, at der ved den foretagne omstrukturering var foretaget kontrollerede transaktioner omfattet af skattekontrollovens § 3 B henset til bestemmelsens brede anvendelsesområde, hvorfor den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 finder anvendelse. Det forhold, at SKAT havde påberåbt sig en forkert hjemmel i sin afgørelse og først havde henvist til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 under klagesagen ved Landsskatteretten afskar ikke SKAT fra at påberåbe sig fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 og gjorde ikke SKAT’s afgørelse ugyldig.

Umiddelbart efter omstruktureringen var der sket en aktieoverdragelse mellem de to nyoprettede holdingselskaber og foretaget en ekstraordinær udbytteudlodning til de to holdingselskaber. Disse to dispositioner udgjorde, ifølge landsretten, ændringer, som var anmeldelsespligtige iht. et anmeldelsesvilkår i SKAT’s tilladelse. Da de to dispositioner ikke blev anmeldt til SKAT, skabte det en formodning for, at tilladelsen skulle tilbagekaldes.

Landsretten fandt herefter, at omstruktureringen måtte anses at have haft skatteundgåelse som et hovedformål, da det væsentligste formål med omstruktureringen reelt havde været at tilgodese kapitalejerne og deres økonomi ifm. et glidende generationsskifte. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at den ekstraordinære udbytteudlodning muliggjorde, at aktieoverdragelsen mellem de to holdingselskaber kunne foretages til en markant lavere pris, således at sønnen fik finansieret købet af aktierne fra farens holdingselskab skattefrit, og den nære tidmæssige sammenhæng mellem omstruktureringen, aktieoverdragelsen og udbytteudlodningen.

Landsretten henviste til byrettens begrundelse for, at tilbagekaldelsen ikke kunne anses som uproportional, da ejerne eller deres rådgivere var vidende om de foretagede dispositioner.

Skattemyndighedernes tilbagekaldelse af tilladelsen til skattefri omstrukturering var derfor berettiget. 

Landsretten stadfæstede således byrettens dom og frifandt Skatteministeriet. 

Skattestyrelsen har revurderet praksis for berigtigelse af fejlagtigt faktureret salgsmoms.

Efter revurderingen er det Skattestyrelsens opfattelse, at momslovens § 52 a, stk. 7, må anses for en særregel, der regulerer spørgsmålet om ugrundet berigelse i tilfælde, hvor den afgiftspligtige i modstrid med momsloven og momspraksis med urette har faktureret med moms. For at få tilbagebetalt moms, er der herefter (alene) en betingelse om udstedelse af kreditnota eller ny faktura. Skattestyrelsen vil ikke længere betinge tilbagebetaling af, at den afgiftspligtige forpligter sig til at videregive tilbagebetalingen til sine kunder. Hvis leverandøren har gjort forældelse gældende over for aftageren, men har indgivet eller opretholdt et tilbagebetalingskrav over for Skattestyrelsen, vil Skattestyrelsen dog nægte tilbagebetaling til leverandøren.

Hvis det er umuligt for leverandøren at udstede kreditnotaer eller nye fakturaer, vil Skattestyrelsen ikke stille krav om kreditnotaer eller nye fakturaer. Disse tilfælde omfattes ikke af praksisændringen.

Tilsvarende er praksis for tilbagebetaling til lønmodtagere, der med urette har optrådt som afgiftspligtige personer og udstedt fakturaer med moms, uændret.

Styrelsen har samtidig revurderet sin hidtidige forståelse af anvendelsesområdet for momslovens § 52 a, stk. 7. Momslovens § 52 a, stk. 7, finder efter Skattestyrelsens opfattelse direkte anvendelse, og ikke blot analog anvendelse, i tilfælde, hvor den afgiftspligtige med urette har pålagt moms på fakturaen, har indbetalt momsen til Skattestyrelsen og derefter anmoder om tilbagebetaling af den fejlagtigt opkrævede moms. Den ændrede opfattelse vil ikke i sig selv få betydning for Skattestyrelsens behandling af anmodninger om genoptagelse.

Sagsøgeren havde anmodet om genoptagelse af indgangsværdien og ultimoværdien af unoterede aktier på grundlag af et bindende svar fra Skatterådet, hvorefter aktionærer med kalenderårs regnskab kunne benytte en bestemt kurs for indgangsværdien af aktierne pr. 1. januar 2010.

Sagsøgeren havde bagudforskudt indkomstår og havde indberettet aktiernes værdi ved indgangen af indkomståret den 1. september 2009 og ved afståelsen af aktierne 9. februar 2010 til at være den samme. Skattestyrelsen fandt, at der som følge af Skatterådets bindende svar alene var grundlag for at ændre ultimoværdien af aktierne, mens indgangsværdien ikke kunne ændres. Sagsøgerens indkomst for 2010 blev derfor forhøjet med forhøjelsen af ultimoværdien på ca. 90 mio. kr.

Sagsøgeren påklagede afgørelsen med påstand om, at indgangsværdien skulle ændres tilsvarende til ultimoværdien, eftersom der ikke havde været nogen betydelig udvikling i aktiernes værdi mellem indgangsdatoen og ultimodatoen. Skattestyrelsen og Landsskatteretten fandt, at sagsøgeren ikke havde fremlagt oplysninger, der gav grundlag for ændring af den oprindeligt selvindberettede indgangsværdi. 

Sagsøgerne indbragte afgørelsen for domstolene. 

Retten fandt, at det fremgik af selskabets årsregnskaber, samt af udbudsprospekter og værdiansættelsesrapporter udarbejdet i forbindelse med selskabets forestående børsnotering, at der var en betydelig udvikling i aktiernes værdi mellem indgangsdatoen og ultimodatoen, og derfor ikke var grundlag for at ændre den oprindelige indgangsværdi, som sagsøgeren selv havde indberettet.

Sagen angik, om skattemyndighederne med rette havde forhøjet selskabsejerens skattepligtige indkomst i indkomstårene 2015 og 2016 med i alt 877.659 kr. i anledning af et betydeligt antal hævninger fra selskabets konto, hvor det samtidig kunne konstateres, at langt størstedelen af hævningerne var tilgået selskabsejerens private bankkonto.

Selskabsejeren gjorde under sagen gældende, at hævningerne fra selskabets konto udgjorde midler, som blev overført til selskabsejerens private bankkonto, fordi selskabsejeren havde et mellemregningstilgodehavende med selskabet, som skyldtes løbende kontante indskud fra selskabsejeren til selskabets kontante kassebeholdning.

Retten fandt, at bevisbyrden for, at hævningerne fra selskabets bankkonto var erhvervsmæssigt begrundede, påhvilede selskabsejeren og henviste i den forbindelse til, at selskabsejeren var enekapitalejer i selskabet.

Retten udtalte, at selskabsejeren ikke havde godtgjort, at hævningerne fra selskabets konto i 2015 og 2016 var tilgået selskabets kontantbeholdning, eller at hævningerne i øvrigt havde været erhvervsmæssigt begrundede. Retten henviste bl.a. til, at det - trods selskabsejerens fremlæggelse af selskabets regnskabsmateriale for de pågældende år - ikke var muligt at følge pengestrømmen med en sådan grad af sikkerhed, at det var dokumenteret, at hævningerne fra selskabet, og som i størstedelen af tilfældene tilgik selskabsejerens private bankkonto, samtidig tilgik selskabets kontante kassebeholdning. Retten henviste endvidere til, at regnskaberne i sig selv ikke er dokumentation for, at beløbene løbende var tilgået selskabets kontante kassebeholdning. Retten fandt dermed, at hævningerne fra selskabets konto på i alt 877.659 kr. var tilgået selskabsejeren som maskeret udbytte, jf. ligningslovens § 16 A, og gav Skatteministeriet medhold.

Landsretten tiltrådte det af byretten anførte om, at der ikke var grundlag for at genoptage skatteyderens skatteansættelse for 2012 og 2013 efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Skatteyderen havde ikke løftet bevisbyrden for, at det var en fejl, at skattemyndighederne havde lagt til grund, at han var blevet frigjort for hæftelse i forbindelse med afhændelse af anparter i et kommanditselskab. 

Landsretten lagde herved vægt på skatteyderens forklaring om, at han, da aftalen blev indgået, selv troede, at han var frigjort for hæftelsen, og at han ikke siden var blevet opkrævet noget beløb, og at han ikke havde redegjort nærmere for karakteren og omfanget af den hæftelse, der skulle bestå, herunder om der alene var tale om en kautionsforpligtelse. Landsretten bemærkede desuden, at skatteyderen må anses at have fået kundskab om de forhold, som ændringen af hans skatteansættelse støttes på, senest da han modtog SKAT’s afgørelser af 15. december 2015 herom, hvilket var inden for fristen for ordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Idet der ikke efterfølgende fremkom nye oplysninger, og da der først blev indgivet genoptagelsesanmodning den 17. maj 2018, fandt landsretten, at der også på denne baggrund ikke var grundlag for at genoptage skatteansættelserne for 2012 og 2013.

Sagen angik, om skattemyndighederne havde overholdt 6 måneders fristen i boafgiftslovens § 27, stk. 2, da Skattestyrelsen traf afgørelse om forhøjelse af gaveafgiften vedrørende en gave, som den ene skatteyder gav til den anden skatteyder, der var hans søn. Spørgsmålet i sagen var nærmere, i hvilken periode 6 måneders fristen var suspenderet. 

Gaven bestod i overdragelse af unoterede anparter i farens holdingselskab, og den ændrede værdiansættelse var ikke bestridt under retssagen.  

Kort efter gaveoverdragelsen blev holdingselskabets datterselskab solgt til en tredjemand. Skattestyrelsen vurderede derfor, at oplysninger om prisen for overdragelsen af datterselskabet var nødvendige for at vurdere holdingselskabets værdi og dermed gavens værdi. 

Landsretten fandt, at fristen var suspenderet fra skattemyndighedernes første materialeindkaldelse den 28. januar 2019, hvor der blev efterspurgt nærmere oplysninger om bl.a. prisen for datterselskabet og indtil den 4. juli 2019, hvor skatteyderne indsendte overdragelsesaftalen for salget af datterselskabet. Skattestyrelsens forslag til afgørelse af 7. maj 2019 kunne ikke anses for at have afbrudt suspensionen af fristen, da styrelsen på det tidspunkt fortsat ikke havde modtaget det efterspurgte materiale, hvilket skatteyderne var bekendt med.

Fristen i boafgiftslovens § 27, stk. 2, var derfor overholdt og afgørelserne om gaveafgiftsforhøjelsen var dermed gyldige.

Landsretten stadfæstede dermed byrettens frifindende dom (SKM2023.618.BR).

Spørger I/S ønskede det bekræftet, at POLKA-værdier kunne anvendes til fastsættelse af indgangsværdierne for affaldsforbrændingsanlæg i forbindelse med denne sektors overgang til skattepligt pr. 1/1 2025.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at POLKA-værdier kunne stå alene ved fastsættelsen af indgangsværdierne for affaldsforbrændingsanlæg, men Skatterådet bekræftede, at der kunne henses til POLKA-værdier, hvis de kunne anses for et retvisende udtryk for handelsværdier.

Sagen angik, om en selvejende institutions omsætning fra fire administrative fællesskaber var fritaget for moms i henhold til momslovens § 9, jf. § 3, stk. 2, nr. 3. Spørgsmålet var, om den selvejende institution var et offentligretligt organ, som udøvede virksomhed, der blev varetaget i egenskab af offentlig myndighed. Den selvejende institution havde over for SKAT oplyst, at den havde valgt ikke at være under den offentlige forvaltning i henhold til § 4 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om Institutioner for Erhvervsrettet Uddannelse. I overensstemmelse hermed fremgik det ikke af den selvejende institutions vedtægt, at den havde besluttet at være inden for den offentlige forvaltning. Den selvejende institution var derfor ikke et offentligretligt organ og kunne således ikke anses for en afgiftspligtig person i henhold til momslovens § 3, stk. 2, nr. 3. Som vært for de administrative fællesskaber oppebar institutionen indtægter af en vis varig karakter ved levering af ydelser mod vederlag. Henset hertil fandt Landsskatteretten, at den selvejende institution var en afgiftspligtig person, hvis leveringer af ydelser var momspligtige, jf. momslovens § 3 og § 4, stk. 1. Den omstændighed, at den selvejende institution ikke havde haft til hensigt at opnå økonomisk gevinst kunne ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten tog ikke stilling til, om fællesskabernes leverancer var omfattet af momslovens § 9, idet den selvejende institution ikke kunne anses for omfattet af momslovens § 3, stk. 2, nr. 3. De administrative fællesskaber kunne i øvrigt ikke anses for selvstændige grupper efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, idet der ikke var etableret en selvstændig gruppe, hvori den selvejende institution og partnerne fra de administrative fællesskaber var medlemmer.

Landsskatteretten stadfæstede herefter SKATs afgørelse.

Spørger påtænkte at gennemføre en skattefri aktieombytning uden tilladelse, hvorved alle Spørgers aktier i H1 (Gibraltar) ville blive indskudt i et nystiftet selskab, H3. I forbindelse med den påtænkte aktieombytning var der gennemført, igangsat og planlagt en række dispositioner. Dispositionerne havde til formål at bevare den eksisterende holdingstruktur i forbindelse med påtænkt likvidation af H1 efter udløbet af den treårige holdingperiode samt at muliggøre et generationsskifte.

Skatterådet bekræftede, at den beskrevne aktieombytning opfyldte betingelserne for at kunne gennemføres skattefrit uden tilladelse fra Skattestyrelsen, jf. reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 36, stk. 6, jf. stk. 1-5. Skatterådet bekræftede desuden, at ligningslovens § 3 ikke ville finde anvendelse på de enkelte trin i omstruktureringen eller i sammenhæng med hinanden, idet der ikke blev set opnået en skattefordel for et selskab, som virkede mod formålet og hensigten med skatteretten.

Klagen skyldtes, at Skattestyrelsen havde ændret nedslaget for den latente skatteforpligtelse for de i sagen omhandlede gaver fra et kursnedslag for kursværdien af den latente skatteforpligtelse til et nedslag efter kildeskattelovens § 33 D. Landsskatteretten lagde til grund, at spørgsmålet om kursværdiansættelse af den latente skatteforpligtigelse var delt i to, og at det både indeholdt et element i form af selve nutidsværdien af forpligtigelsen og et element i form af en eventuel fordeling af succesionsfordelen mellem parterne. Landsskatteretten bemærkede, at selve nutidsværdien af forpligtigelsen blandt andet afhang af forventet ejertid og diskonteringsrente, mens en eventuel fordeling af successionsfordelen afhang af parternes forhandlingsstyrke. Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsens skøn over en ejertid på mindst 50 år under de forliggende omstændigheder måtte anses for et realistisk skøn. For så vidt angik tilbagediskonteringsrenten ansås Skattestyrelsens skøn på en efter-skat rente på 4,32 % for at være et forsigtigt skøn, som Landsskatteretten ikke fandt grundlag for at tilsidesætte. Under de konkrete omstændigheder fandtes det endvidere ikke godtgjort, at fordelingen af successionsfordelen havde været genstand for reel forhandling i forbindelse med fastsættelsen af kursværdien for den latente skatteforpligtigelse. Skattestyrelsen ansås ikke for at havde ændret selve værdiansættelsen af gaven, hvorfor Landsskatteretten fandt, at fristen i boafgiftslovens § 27, stk. 2, ikke fandt anvendelse. Et nedslag i værdiansættelsen af det gaveoverdragne aktiv under hensyntagen til den udskudte skatteforpligtelse skulle derfor fragå i afgiftsgrundlaget på samme måde som et nedslag efter kildeskattelovens § 33 D. Endelig bemærkede Landsskatteretten, at klageren havde krav på det størst mulige nedslag, hvorefter Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om godkendelse af nedslag i gaveafgiftsgrundlaget efter kildeskattelovens § 33 D.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens opgørelse af afgiftsgrundlaget i en gaveoverdragelse med skattemæssig succession, jf. kildeskattelovens § 33 C af kapitalandele i et selskab mellem fader og søn. I Skattestyrelsens afgørelse tilfaldt succesionsfordelen fuldt ud faderen, mens klager havde gjort gældende, at succesionsfordelen skulle fordeles med 50 % til faderen og sønnen. Det var faderen, der havde fastsat vilkårene for gaven, ligesom det var faderen, der havde bestemt, at der skulle ske overdragelse med succession og havde fastsat kursen på den latente skat. Vilkårene og fordelingen af succesionsfordelen havde således ikke været genstand for en forhandling. Under disse omstændigheder tiltrådte Landsskatteretten, at der ikke var grundlagt for en fordeling af succesionsfordelen. Landsskatteretten fandt endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens skøn over diskonteringsrenten.

Klagen vedrørte et bindende svar fra Skatterådet, og for Landsskatteretten var spørgsmålet, om ligningslovens § 3 fandt anvendelse ved et dansk koncernselskabs (H1 ApS) udlodning af en fordring til et schweizisk koncernselskab (H2 GmbH). Udlodningen ville ske i forbindelse med likvidation af H1 ApS, og forud herfor var der foretaget en række omstruktureringer i koncernen, som bl.a. indebar, at H2 GmbH var debitor for fordringen, hvorfor den ved udlodningen ville ophøre ved konfusion. Ved vurderingen af, om der forelå en skattefordel, fandt Landsskatteretten, at den påtænkte udlodning måtte ses i sammenhæng med den disposition, der oprindeligt lå til grund for udstedelsen af fordringen og de dispositioner, der var foretaget i sammenhæng hermed, og som var sket inden omstruktureringerne. Det drejede sig om H1 ApS’ kapitalindskud i et nederlandsk søsterselskab, H7 B.V., mod udstedelse af aktier efterfulgt af salg af disse aktier til et nederlandsk mellemliggende moderselskab, H9 B.V., mod udstedelse af en fordring. Herefter blev der udloddet beløb fra H7 B.V. til et koncernselskab hjemmehørende i Gibraltar, H12, via mellemliggende koncernselskaber, H9 B.V. og H11 C.V. Arrangementet skulle derfor sammenlignes med en udlodning fra H1 ApS til H12 via mellemliggende koncernselskaber før de gennemførte omstruktureringer, hvorfor der kunne opnås en skattefordel. Landsskatteretten fandt desuden, at denne skattefordel virkede mod formålet og hensigten med bestemmelserne om fritagelse for kildeskat, idet beløbet reelt var tilgået et selskab, der ikke nød beskyttelse af moder-/datterselskabsdirektivet eller en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Det var ikke godtgjort, at arrangementet var tilrettelagt af velbegrundede kommercielle årsager, der afspejlede den økonomiske virkelighed, og arrangementet måtte i stedet i det væsentligste anses for båret af hensynet til at undgå beskatning ved overførsel af beløb fra H1 ApS til H12, hjemmehørende i Gibraltar. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skatterådets bindende svar.

Spørger var et udenlandsk selskab, der skulle udføre konstruktionsarbejder på et projekt. Arbejdet skulle udføres udenfor det danske søterritorium, men indenfor den danske eksklusive økonomiske zone.

Skatterådet kunne bekræfte, at der ville være tale om et fast driftssted efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, men bekræftede også, at Spørger ikke ville få fast driftssted efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten, idet aktiviteterne ville vare under 12 måneder. Skatterådet afviste at svare på et spørgsmål vedrørende indeholdelsespligt for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for medarbejdere, som skulle arbejde på projektet.

Spørger havde optaget 8 lån i US-dollars hos tjenesten G2. Spørger havde stillet kryptoaktiver af en værdi, som svarede til det dobbelte af lånet, til sikkerhed for lånet. Sikkerheden var placeret hos långiver. Spørger ønskede bekræftet, at lånoptagelsen med sikkerhed i Spørgers bitcoins ikke var en afståelse af Spørgers kryptoaktiver.

Skatterådet kunne bekræfte, at sikkerhedsstillelse i form af kryptoaktiver ikke var en skattepligtig realisation af kryptoaktiverne. Det var Skatterådets vurdering, at Spørger bar risikoen for evt. fald i værdien og beholdt muligheden for gevinst og tab ved stigning og fald af værdien, da det blev lagt til grund, at Spørger fik samme bitcoins - antal - tilbage, som Spørger havde stillet til sikkerhed for lånet.

Tilsvarende kunne Skatterådet bekræfte, at der ikke var tale om køb af kryptoaktiver, når sikkerheden blev leveret tilbage til Spørger ved lånenes indfrielse.

Skatterådet kunne bekræfte, at renteudgifterne fra de optagne lån var fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, da det var Skatterådets vurdering, at der var tale om reelle lån, der var indgået mellem uafhængige parter og med en forud aftalt forrentning.

Spørger lejer lokaler hos udlejer, og Spørger har i forbindelse med sin virksomhed behov for køling af bl.a. kødvarer for at undgå fordærv.

Proceskølingen bliver produceret på et centralt køleanlæg i en driftsbygning, der ejes af udlejer.

Spørger har anmodet Skatterådet om at bekræfte, at Spørger skal anses for at være forbruger af den elektricitet, der er anvendt i køleanlægget til at producere kold glykol, som lejerne, herunder Spørger, aftager - og dermed hvem der er rette modtager af godtgørelsen for elafgiften efter elafgiftslovens § 11, stk. 1 og stk. 5 og § 11 c, stk. 1.

Skatterådet kan på baggrund af en samlet konkret vurdering af kontraktforholdet i tillægget til lejeaftalen og de øvrige faktiske forhold, bekræfte, at forbruget af elektricitet vil indgå i en selvstændig erhvervsmæssig aktivitet hos Spørger, og at Spørger kan anses for forbruger af den elektricitet, der forbruges i køleanlægget til at producere kold glykol, da forbruget ikke sker for udlejers regning og risiko. Skatterådet kan dermed bekræfte, at Spørger kan opnå godtgørelse af elafgiften af dette forbrug efter elafgiftslovens § 11, stk. 1 og stk. 5 og § 11 c, stk. 1. Spørgers adgang til godtgørelse omfatter dog kun den andel af elektricitet, der er forbrugt til at producere proceskøling i form af kold glykol til Spørger og ikke de øvrige lejer.

Spørgsmålene 2-6 bortfalder, da spørgsmål 1 besvares bekræftende.